Erstatningsbetingelserne

Ansvarsgrundlag

For at man kan kræve erstatning hos en anden kræver det et særligt grundlag – man kalder det et ”ansvarsgrundlag”. Som udgangspunkt bæres tabet, hvor det falder, hvilket betyder, at man skal påvise et ansvar eller have tegnet en forsikring, der dækker tabet, for at få en erstatning.

Dansk rets almindelige ansvarsgrundlag kaldes ”culpa”. Culpa foreligger, hvor der er handlet på en måde, der afviger fra almindelig anerkendt handlemåde på handlingstidspunktet. På almindelig dansk betyder det, at et ansvar foreligger efter culpareglen, hvis skaden kan bebrejdes nogen.

Selvom en skade – på person eller ting – er forvoldt af en anden er det altså ikke nok til at få erstatning, hvis skaden ikke kan bebrejdes denne, men er hændelig. Det er den, der kræver erstatning, der skal bevise, at der er et ansvar – at der er handlet med culpa.

Inden for nogle særlig livsområder gælder der et andet ansvar end culpa-ansvaret. Det gælder fx skader, der involverer køretøjer, hunde og skader i arbejdstiden, hvor der gælder et særligt strengt ansvar – se nærmere herom i undermenuerne ”Færdselsskader”, ”arbejdsskader” og ”hundeskader”.

Årsagsforbindelse

Skaden skal være årsag til skaden/tabet. Har tilskadekomsten ikke beviseligt ført til de helbredsmæssige problemer som forårsager tabet er der ikke den fornødne forbindelse mellem skaden og tabet. Der mangler årsagsforbindelse og der er uanset om der er et ansvar derfor ikke grundlag for erstatning.

Der mangler også årsagssammenhæng, hvis tilskadekomsten godt nok har medført gener der kunne begrunde et tab, men andre grunde der ikke har en sammenhæng med tilskadekomsten, ville have bevirket samme tab. Hvis tilskadekomsten medfører et sygeforløb på f.eks. 6 uger og skadelidte en uge henne rammes af en sygdom der i sig selv ville have medført 8 ugers sygdom, så er der kun erstatningsansvar for den første uges sygdom.

Skyldes den konkurrerende skadesårsag en anden ansvarspådragende begivenhed og ikke en sygdom eller anden grund hvor der ikke er et ansvar bag, er der derimod tale om fuld ret til erstatning og endda med solidarisk ansvar for de to skadevolder for den periode, hvor begge grunde er skyld i sygdommen.

Uforpligtende vurdering

Få en professionel, gratis og uforpligtende vurdering af din sag.

Det siger vores klienter

Læs vores referencer

Langt over mine forventninger

Jeg takker dig tusind gange for alt den hjælp du har ydet overfor mig, din venlighed og ikke mindst den professionelle service du har ydet i sagen samt den gode dialog overfor mig.

Meget tilfreds

Tak, og tusind tak for hjælp og ikke mindst støtte, når hjernen kørte forkert. Jeg er meget tilfredse og vil fremover anbefale jer.

Holder hvad han lover

Lars Sandager er en advokat, der holder mere end han lover! Lars Sandager får hermed min allerbedste anbefaling. Det er utroligt forfriskende og tillidsvækkende at møde en advokat, der kalder en spade for en spade og holder, hvad han lover (og lidt til).

Professionel tilgang

For det første vil jeg gerne takke for vores samarbejde igennem de sidst 4 år. Som jeg også skrev i 2017 ( inden sagen blev anket ) havde jeg aldrig opnået det flotte resultat uden Jeres professionelle tilgang til sagen. Endnu engang mange tak.

Meget tilfreds med aftalen

Jeg er meget tilfreds med vores aftale, samt måden sagen er blevet håndteret på. Uden professionel hjælp har jeg ikke kunnet klare det.

Forudbestående lidelser

Et praktisk ofte forekommende årsagsproblem er spørgsmålet om en forudbestående lidelses betydning for retten til erstatning. Man kan ikke få erstatning for en gene elle ret tab der i forvejen gjorde sig gældende eller var meget nærliggende. De færreste af os er dog uden nogen form for helbredsmæssige skavanker, men alligevel er det de færreste der er påvirket heraf.

Det er klart, at hvor de forudbestående forhold ikke gav gener (var asymptomatiske) forud for uheldet m.v. så er der ikke grundlag for noget fradrag, hverken i varigt mén eller tab af erhvervsevne, hvis tilstanden må anses for indkapslet og fortsat ville have forblevet sådan, hvis skaden ikke var sket.

Fradrag kan i disse tilfælde kun ske, hvis skadevolder beviser, at den forudbestående tilstand af sig selv ville have blevet symptomvoldende/tabvoldende indenfor kortere tid selvom ulykken m.v. ikke var sket. Det er en meget ting bevisbyrde som skadevolder har.

Hvor den forudbestående tilstand tidligere har været genevoldende, men ikke længere var det da ulykken m.v. indtraf, gælder det samme – det klare udgangspunkt er, at der ikke er grundlag for fradrag og det er skadevolder der skal bevise at det ikke var en varig/indkapslet tilstand.

Hvor den forudbestående tilstand gjorde sig gældende med symptomer, men uden begrænsning i arbejdsevnen, så vil det kun være relevant at diskutere fradrag i varigt mén og kun hvis skaden ramme samme kropsdel som i forvejen havde problemer/medfører til dels samme gener. Er der et problem med en fod og du kommer til skade med nakken skal der ikke fradrages i mengodtgørelsen.

Den skadevolder der påstår at et forudbestående problem, der måske har stået på igennem adskillige år med gener uden at havde givet anledning til nedsat arbejdsevne eller klart forøget sygefravær ville have medført et tab af erhvervsevne indenfor kortere tid har et meget stort bevisproblem – men ikke desto mindre ses det meget ofte at der sker reduktion på dette grundlag.

Det skal ikke accepteres. Havde skadelidte derimod af andre grunde også før ulykken en nedsat arbejdsevne, eller var arbejdsevnen klart truet ved et forhøjet sygefravær, skånehensyn, opstart at social sag eller lign., så vil der derimod ske fradrag ved udmålingen, da skadelidte ikke kan kræve erstatning for det tab der er forvoldt af andre grunde.

Der sker dog i alt for stor udstrækning end der er grundlag for reduktion på grund af forudbestående eller konkurrerende lidelse, så det er et område der skal have stor fokus. Ikke sjældent sker der fradrag ved udmåling af tab af erhvervsevne blot på grund af den forudbestående gene selvom den ikke tidligere havde medført en nedsat erhvervsevne og uden bevis for at tilstanden uden ulykken ville have udviklet sig negativt og inden for kort tid have medført tab.

Hvis den forudbestående tilstanden sandsynligvis vil medføre et tab af erhvervsevne, men det ligger ud i en fremtid der ikke er nærtliggende, men kan være om 5 år, 8 år eller 15 år, er det et forhold der ikke kan tages i betragtning og føre til reduktion.

Tag skadelidte således som skadelidte er – særlig disponering hos skadelidte

En forudbestående tilstand, f.eks. en tidligere skade kan gøre en mere sårbar og disponeret for at få mere vidtgående følger ved en ny skade, eller der skal mindre til for at få varige gener. Spørgsmålet er så hvem der bærer risikoen for det?

I det omfang at der er tale om en tilstand, der nok gør skadelidte mere sårbar, men som ikke er en tilstand, der uden uheldet ville have udviklet sig, og uheldet således er den udløsende grund, da følger det af danske erstatningsret, at der skal gives fuld erstatning.

Erstatningsretligt er der fuld årsagssammenhæng selvom andre grunde end ulykken medicinsk set er væsentligere faktorer. Man udtrykke denne grundsætning på den måde, at ”skadevolder må tage skadelidte således som skadelidte er”. For nakketraumer og rygtraumer er det ofte sådan at der konstateres slidgigt i hvirvelsøjlen i forbindelse med undersøgelserne efter skaden.

Disse degenerative lidelser er dog helt almindeligt forekommende og vil ofte ikke af sig selv føre til nogen væsentlige og varige gener, men kan disponere for at udvikle mere vidtgående følger ved et traume. Så længe symptomerne er opstået på grund af uheldet er det ligegyldigt erstatningsmæssigt, at den degenerative lidelse har bidraget til alvoren og omfanget af generne.

Tab

Det er ikke nok for at udløse ret til erstatning, at der er et ansvar. Den skadevoldende handling skal medføre et tab. Nogle erstatningsposter for personskade dækker ikke-økonomisk tab i form af godtgørelseskrav, hvor spørgsmålet om tab ikke er relevant (men derimod er spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem uheldet og gener i stedet fremtrædende), mens andre erstatningsposter skal genoprette skadelidtes økonomiske situation, det vil sige dække et økonomisk tab.

Det er skadelidte, der har bevisbyrden for tabet – altså at uheldet har medført en forringelse af skadelidtes økonomiske situation. Hvis en skadelidte nok er ramt af et uheld med en ansvarlig skadevolder og nok har fået meget væsentlige helbredsmæssige følger, men hvor det ikke er sandsynligt, at dette har berøvet skadelidte for en indkomst, da kan tab af erhvervsevne og tabt arbejdsfortjeneste ikke ydes.

Den skadelidte der har haft ingen eller meget dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet i år frem til uheldet vil næppe kunne dokumentere et tab af erhvervsevne, og den skadelidte der var arbejdsløs da uheldet skete, kan også have et bevisproblem for så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste.

Beviskravene til tabet vil i høj grad afhænge af om der er tale om en skadelidte med fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller om der er tale om en skadelidte med dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvor det der påstås i tab og krav afviger væsentlig fra den indkomst og situation skadelidte har været i årene op til uheldet.