Familieret, Ægtepagt, samliv, separation og skilsmisse

Et ægteskab ”fødes” med mindre andet aftales med formuefællesskab. Mange tror forkert, at formuefællesskab betyder, at ægtefællerne ejer deres ejendele fælles. Det gør de ikke! Der gælder under ægteskabet det der kaldes særråden og særhæften. Dette betyder, at det er ejerægtefællen, dvs. den af ægtefællerne, der har købt en given genstand m.v., der ejer denne og alene kan disponere over denne. Særhæften betyder, at som udgangspunkt hæfter kun den ægtefælle, der har forpligtet sig eller som har pådraget sig gælden, for gælden. Undtagelse hertil gælder kun i begrænset omfang skattekrav og indkøb til familiens underhold.

Formuefællesskabet kommer først til udtryk ved bodelingen ved separation/skilsmisse eller død. Her gælder, at værdien af aktiverne deles lige. Dette udgangspunkt om, at der skal deles i kraft af formuefællesskabet kan ændres gennem aftale – en såkaldt ægtepagt. En ægtepagt er en aftale mellem ægtefællerne, og den kan indgås i forbindelse med indgåelse af ægteskab eller under ægteskabet. Da en ægtepagt er en aftale skal der mellem parterne være enighed om ægtepagten – den kan ikke indgås eller påtvinges ensidigt.

En ægtepagt skal tinglyses for at være gyldig, så det er ikke tilstrækkelig med en ”skuffeaftale”. Gennem ægtepagt kan der træffes bestemmelse om skilsmissesæreje, fuldstændig særeje eller kombinationssæreje. Hvis der gives gave mellem ægtefæller udover sædvanlig lejlighedsgave skal det ske ved ægtepagt, ellers er dispositionen ugyldig – ikke alene i forhold til tredjemand (fx en kreditor) men også mellem ægtefællerne selv.